Der kan være mange årsager til, at du ikke ønsker at drikke almindelig vin. Måske er du ikke tilhænger af alkohol, du er aftenens chauffør, du tåler ikke vin, eller du er gravid. Uanset årsagen kan det være rart ikke at føle sig udenfor selskabet, hvor alle andre sidder og nyder et glas rødvin eller to. I disse tilfælde kan en alkoholfri vin være løsningen for dig.
Smager alkoholfri vin som almindelig vin?
Mange, der er interesseret i at drikke alkoholfri vin, spørger tit sig selv, om det nu også smager ligesom vin, der indeholder alkohol.
Ethanol, som er alkoholen i vin, har ikke en særlig smag. Men alkohol har en vis følelse i munden. Jo mere alkohol der er i vinen, jo “tungere” føles den. Det tilføjer en “rundhed” til vinen og påvirker din smagsfølelse.
En vin, der har et meget lavt indhold af alkohol, kan beskrives som at smage “tyndt”. Det betyder, at du får en mere vandig følelse i munden.
Betyder det, at en alkoholfri vin ikke kan smage godt? Svaret er jo, det kan den. Men når du drikker den alkoholfrie vin, vil du få en anden smagsoplevelse.
Er alkoholfri vin totalt fri for alkohol?
Alkoholfri vin fremstilles på samme måde, som vin der indeholder alkohol. Alkoholen bliver efterfølgende fjernet, men det kan aldrig lade sig gøre at fjerne al alkohol. Der vil derfor altid som minimum være spor af alkohol i vinen. Dette medfører, at alkoholprocenten på alkoholfri vin ligger mellem 0-0,5 %.