Det er for mange en fast tradition at have et kalenderlys stående, så nedtællingen til jul kan begynde. Juledekorationer med et kalenderlys kan laves i mange forskellige stilarter. Hvordan skal din juledekoration se ud i år?
Den traditionelle juledekoration
Den traditionelle juledekoration har eksisteret i mange år. Den er indbegrebet af jul og står naturligvis stadig mange steder i de danske hjem.
Til denne juledekoration er der brugt masser af gran, som sættes fast i ler. Den er pyntet med store og små kogler, små røde og orange bær samt paddehattesvampe. Det kan også være, at der er en gæslingegren og et par enkelte nisser.
Den minimalistiske og skandinaviske juledekoration
Det er blevet populært at bruge en gammeldags urtepotte til en juledekoration. Heri sættes kalenderlyset fast i dekorationsler, hvorefter du lægger forskellige ting fra skovbunden rundt om lyset. Det er en lækker minimalistisk juledekoration, der passer godt til den skandinaviske indretningsstil.
Den enkle og naturlige juledekoration
Ønsker du en enkel og naturlig juledekoration, kan du bruge et syltetøjsglas. Sæt lyset fast i en lille klump dekorationsler. Rundt om leret lægger du naturmaterialer som lav, agern, lærkekogler m.m. Det ser flot ud, fordi du kan se naturmaterialerne gennem glasset. Du kan pifte dekorationen op med et rødt kalenderlys og fine pyntebær.
Den anderledes juledekoration
Har du brug for, at din juledekoration skiller sig lidt ud fra mængden? Find en gammel tallerken med et fint mønster i kanten. Læg dekorationsler på midten og sæt et kalenderlys i. Rundt om lyset kan du lægge mos og farverige plastikblomster.