Værd at vide om velcro

Velcrobånd er en værdifuld ven, hvis du er i gang med at polstre et møbel, hvad enten det er en stol eller en sofa, en briks eller noget helt tredje.

Lidt afhængigt af hvilket møbel du ønsker at ombetrække, kan du gøre det selv. Der er selvfølgelig en grund til at møbelpolstring er et håndværk, og står du med en avanceret udformet sofa, vil der formentlig være en stor forskel på det resultat som en professionel møbelpolstrer vil opnå, og det du selv kan hutle dig frem til. Er det imidlertid et relativt enkelt udformet møbel så kan du få et flot resultat når du gør det selv.

Udover at overveje hvilke kvaliteter du ønsker af dit møbelstof, skal du overveje hvordan du vil fæstne stoffet, og hvordan du vil sikre at stoffet bliver siddende hvor du satte det! Her kan velcrobånd virkelig være nyttigt, og det er heller ikke så ‘farligt’ at eksperimentere, som hvis du syer eller nagler stoffet fast.

Velcrobånd til møbelpolstring består af henholdsvis en hård og en blød del, som kaldes krog og løkke. Den hårde ‘krog’ monteres på stellet, eller på den faste del af møblet, og den bløde del, ‘løkken’ monteres på hynder eller puder.

Velcrobånd kan typisk købes i ruller eller efter specialmål, og det kan fåes i flere forskellige farver, og i forskellige bredder og udformninger, som du kan overveje ift. det møbel du arbejder med. Er der tale om tunge hynder i en sofa for eksempel, så bør velcrobåndet være af en vis bredde for at kunne holde hynderne pænt på plads.